SF logo Velkommen

Introduktion
Med denne lille velkomst vil vi give dig et indtryk af SF's partiforening i den nye Vejle Kommune. Vi håber, det vil give dig lyst til at tage del i partiforeningens aktiviteter og liv - så du selv får indflydelse på partiets politik - og fornøjelse af at deltage. Der er mange forskellige aktiviteter i et parti, vi vil orientere dig om nogle muligheder, og nye initiativer er altid velkomne. Denne tekst giver ikke svar på alle spørgsmål, men du er altid velkommen til at ringe eller skrive til formanden, bestyrelsen, og vores valgte medlemmer af kommunalbestyrelserne, hvis du ønsker yderligere oplysninger.

SF Vejle
Socialistisk Folkeparti i den nye Vejle Kommune er blevet til ved en stiftende generalforsamling i februar 2005, med udgangspunkt i tre mangeårige partiforeninger i området. Medlemstallet ligger for tiden på ca. 245, fordelt på de kommuner og dele af kommuner, der i 2007 bliver sammenlagt til den nye Vejle Kommune.

Medlemsinformation
SF-Vejle er som medlemsforening afhængig af god kommunikation mellem medlemmerne. Derfor udsender bestyrelsen efter behov, ca. 4 gange om året, et medlemsblad, Vejlesocialisten, til alle medlemmer. Det er vigtigt, at også medlemmer som ikke er aktive i partiet, ved hvad der sker - hvordan og hvornår. Information om landspolitiske forhold sker gennem bladet F!, som udsendes Ca. 6 gange om året til alle SF's medlemmer. Partiet afholder også talrige kurser og konferencer, hvor alle medlemmer kan deltage og få viden om - og indflydelse på - SF's politik.

Medlemsdemokrati
SF-Vejle er demokratisk opbygget, og anvender demokratiske metoder ud til det yderste led. Generalforsamlingen og medlemsmødet har den største beslutningskompetence, og bestyrelsen arbejder under ansvar for disse beslutninger. Der nedsættes udvalg på enkelte politiske hovedområder, og lokalgrupper etableres i de områder, hvor nærdemokratiet har behov for at blive fastholdt eller styrket efter partiforeningernes sammenlægning.

Byrådsgruppen
Byrådsgruppens politik søges fastlagt for en 4-årig periode gennem det udarbejdede valgprogram. Undervejs tages centrale politiske emner op på medlemsmødet, hvor medlemmerne har mulighed for at præge SF's byrådspolitik, før sagerne besluttes i udvalg eller byråd. Byrådsgruppen orienterer løbende gennem medlemsbladet Vejlesocialisten.

Økonomi
SF Vejle er økonomisk uafhængig. Det økonomiske fundament i SF Vejle hviler på: 1. partiskat (10%), som byrådsmedlemmer og andre medlemmer med borgerligt ombud betaler, 2. et statsligt tilskud til partierne pr. afgivet stemme - og 3. medlemskontingent der, alt efter indtægt, ligger mellem 60 kr og 180 kr pr. kvartal.

Organisationen
Partiforeningens organisation er detaljeret fastlagt i vedtægterne. Generalforsamlingen er partiforeningens højeste myndighed og afholdes hvert år inden 15. februar. Generalforsamlingen vælger formand, kasserer, bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Socialistisk Folkepartis Ungdom opfordres altid til at stille et medlem til bestyrelsen.

Mellem generalforsamlingerne er medlemsmødet partiforeningens øverste myndighed, på den måde kan man træffe afgørende beslutninger med kort varsel. Medlemsmødet opstiller kandidater til kommunevalg og folketingsvalg, vælger delegerede til partiets landsmøder, og udpeger personer til tillidsposter og forhandlingsudvalg. Der afholdes normalt mindst 4 medlemsmøder årligt, om lokale og landspolitiske emner. Mødeformen spænder fra debatmøder, konference- og cafemøder til åbne møder mellem bestyrelsen og byrådsgruppen. Man mødes ofte til lidt mad og drikke og giver plads for diskussion, gerne efter oplæg fra en eller flere indbudte indledere.

Bestyrelsen varetager de daglige politiske og organisatoriske forhold og tager sig af den løbende kontakt til byrådsgruppen, amtsbestyrelsen og den centrale partiorganisation. Der kan nedsættes tidsbegrænsede emnegrupper, f.eks. til planlægning af valgkamp eller afvikling af en miljøkampagne.

Herudover holder SF Vejle også selskabelige arrangementer, typisk i forbindelse med markering af 1. maj og Grundlovsdag, samt en årlig sommerfest.

Bliv medlem         Tilbage til forsiden         Opdateret: 17.04.2008