Pressemeddelelse:




SF Vejle's valgprogram fra kommunalvalget 2005

SF's hjerte


SF ønsker at fremme bosætning og erhverv i Ny Vejle Kommune ved især at satse på følgende områder:

Udvikling af et attraktivt iværksættermiljø i både byer og landsbyer
Højt serviceniveau, smidig og hurtig sagsbehandling
Skole og pasningstilbud på højt fagligt, pædagogisk niveau i gode fysiske rammer
Et stort udbud af uddannelser og tiltrækning af velkvalificeret arbejdskraft
Velfungerende centerbyer med socialt liv, kulturtilbud og handelsliv

Arealer langs med motorvejen, også den kommende til Herning, og det store område i Vandel skal udnyttes til nye erhvervsmuligheder. Kommunen skal aktivt tiltrække og fastholde virksomheder der vil produktudvikle og iværksætte. Endvidere skal der satses på de lokalt bundne erhverv som landbrug, lager og transport, turisme, handel og administration, bl.a. i tilknytning til Vejle som regionsby. Vi ser denne erhvervsudvikling i tråd med den internationale arbejdsdeling og med krav til miljømæssig bæredygtighed.

Vi ønsker et ensartet, højt serviceniveau i hele den nye kommune. I forbindelse med sammenlægningen sætter vi fokus på velfærdsydelserne, herunder om der kan sikres mere tid til ældreservice, bedre kvalitet i børnepasningen og undervisningen. Helhedsskolen bør indføres gradvis i hele kommunen. Det forebyggende arbejde med børn skal styrkes ved at opspore mulige problemer tidligt i børnenes liv. Alle børn skal tilbydes besøg af sundhedsplejersken regelmæssigt indtil de bliver 3 år.

Vi vil sætte fokus på at afsøge og forebygge velfærdsproblemer: at manglende indsats på ét område kan medføre stigende problemer og udgifter på andre områder eller på et senere tidspunkt. Vi ønsker nedsat et tværgående Forebyggelsesudvalg i kommunen.

Bosætning i landsbyerne skal fremmes for at grundlaget for skoler og indkøbsmuligheder kan fastholdes.

Vi vil arbejde for en afbalanceret skattepolitik hvor alle bidrager til udviklingen. SF ønsker mindre skat på arbejde og en social fordeling af beskatningen. Mest mulig skat skal derfor lægges på grundskyld og erhvervsskat. Samtidig skal Vejle være blandt de bedste når man sammenligner forholdet mellem skat og service. Den økonomiske styring skal skaffe ressourcer til det vi skal, og skabe økonomisk råderum til det vi vil. Det skal ske gennem høj ressourcebevidsthed, prioritering og styring via langsigtede handlingsplaner, så man undgår hovsaløsninger og pludselige nedskæringer.

Natur- og vandområder, samt grundvandsarealer skal sikres, og muligheden for naturoplevelser skal øges. Der skal afsættes pulje til lokale initiativer som stianlæg, naturgenopretning og natur- og miljøformidling. Vi vil arbejde for udbredelse af miljøvenligt byggeri, herunder samlede boligområder bl.a. med genanvendelse af regnvand.

SF ønsker vedtagelse af en politik for borgerinddragelse mellem valgene, udarbejdet i samarbejde mellem borgere og byråd.

Vi ønsker vedtagelse af en sundhedspolitik og et sundhedscenter til sundhedsfremme, forebyggelse og genoptræning efter sygdom.

Vi vil udvikle samspillet mellem kommunen og det frivillige sociale arbejde ved vedtagelse af en frivillighedspolitik og en pulje til udvikling og afprøvning af nye ideer og aktiviteter på fritidsområdet, særligt i forhold til truede børn og unge.

Se programmet i sin helhed i     (PDF) (Word) (txt)        Tilbage til forsiden

Flemming Christensen, borgmester i Vejle. Tlf. 75852060 - 20424493
Margit Skovlund, medlem i Egtved kommunalbestyrelse. Tlf. 75883167 - 2028666
Karen Delfs, formand for Børne- og Sundhedsudvalget i Vejle. Tlf. 75829868 - 25301674
Peter Wade, formand for SF-Vejle. Tlf. 75825740 - 22964365