SF logo       15. februar 2010 
   

SF-byrådsgruppens beretning      

(marts 2009 til februar 2010)

Så er der gået endnu et travlt år for Vejle byråd og SF´s byrådsgruppe. Et år der, ligesom forrige år, har været præget at den økonomisk meget anstrengte situation Vejle kommune befinder sig i. Effektiviseringer, besparelser – og ikke mindst konsekvenserne af besparelserne - har derfor igen fyldt meget.

Valgkampår og ny byrådsgruppe Fra foråret 2009 har arbejdet i byrådet og byrådsgruppen desuden båret meget præg af, at det var et valgår. De enkelte byrådsgrupper og kandidater fik mere og mere fokus på at profilere sig på enkeltsager og nogle sager blev der mindre og mindre interesse for at tage stilling til før valget.

Som tidligere omtalt i Vejle-Socialisten fik SF i Vejle et flot valg. Godt nok gik vi tilbage fra 8 til 5 mandater, men vi havde jo denne gang en helt anden platform at føre valgkamp på, idet vi ikke havde nogen kandidater med borgmeter- eller udvalgsformandsposter og dermed den effekt i medier og hos vælgere, som det giver. Følgende blev valgt til det nye byråd: Peter Borup Sørensen, Lone Myrhøj, Pernille Moesby Laursen, Morten Kristensen og Lars Kromann-Larsen. Niels Barkholt blev 1. suppleant.

Fra den gamle byrådsgruppe genopstillede Margit Skovlund og Fouzi Abdelrazik ikke. Sammen med Niels Barkholt, som ikke fik genvalg, skal de have en stor tak for deres indsats for SF i Vejle Byråd. For Margits og Niels vedkommende skal der også lyde en stor tak for den indsats de tidligere har lagt i Egtved henholdsvis Jelling byråd gennem mange år.

Budgettet
SF gik igen med i et bredt budgetforlig. Det var dog en meget svær beslutning for SF-gruppen at tilslutte sig budgetforligt, bl.a. fordi det igen var nødvendigt at indlægge store besparelser for at få budgettet til at hænge sammen uden større skattestigning. SF talte hele vejen for en betydelig større skattestigning end de 0,1 som indgik i forliget, men det var ikke muligt at få flertal for en stigning på minimum 1 procentpoint, som vi ønskede. Når vi i sidste ende alligevel valgte at gå med i budgetforliget var det fordi vi undervejs trods alt havde forhandlet et par gode SF-sager ind i budgetforliget, bl.a. styrket SSP-indsats, flere penge til kollektiv trafik og tiltag på det sociale område. Mulighederne for at kunne indgå i en konstituering efter valget spillede dog også en rolle for beslutningen om at være med i forliget.

SF’s position i byrådet
Trods vores oppositionsrolle i forrige byrådsperiode har vi gennem sagligt og konstruktivt arbejde og samarbejde med de øvrige partier (især Socialdemokraterne som borgmesterparti) haft relativ stor indflydelse på byrådsarbejdet.

I det nye byråd sidder vi nu 5 SF´ere ud af 31 byrådspolitikere og borgmesteren er ikke længere en socialdemokrat, men en Venstremand der sidder med et borgerligt flertal. På valgnatten blev der dog forhandlet en bred konstitueringsaftale på plads, hvilket betyder af SF ikke længere sidder i ren opposition og også har fået en post som formand for Seniorudvalget. Der er således lagt op til, at SF-gruppen i det nye byråd vil tage et større ansvar for kommunens udvikling i samarbejde med alle de øvrige partier – også selvom den kommende periode vil blive præget af nedskæringer. Det forhindrer dog ikke, at SF fortsat vil kæmpe for at hæve skatteindtægterne og begrænse nedskæringer for især de svageste borgere i vores kommune.

På byrådsgruppens vegne
Peter Borup Sørensen, gruppeformand



Tilbage til forsiden











Peter Borup Sørensen





Debat

Alle nyere debat-indlæg kan læses her...


Vær med til at præge
politikken i SF Vejle, ved at
sende dit debatindlæg til:
bo_vejle@hotmail.com


Tilbage til forsiden