SF logo       Læserbrev   -    25. februar 2009 
   

Madordning til institutionsbørn økonomisk nødlidende

SF har i budgetforliget støttet, at der indføres madordning i daginstitutionerne forventet fra september 2009 og senest 1. jan. 2010. - Madordningen også omtalt i VAF 4. febr.

Det er i sig selv positivt, hvis maden er sund og veltillavet.
Finansieringsgrundlaget er desværre utilstrækkeligt til at sikre målet om sunde måltider i daginstitutionerne.

Efter SF's beregninger vil der ved 230 institutionsdage pr. år til et vuggestuebarn være 28,70 kr pr. dag og til et børnehavebarn 23,50 kr pr. dag inklusiv løn til køkkenpersonale. Det er det beløb, som regeringen har tilladt kommunerne at opkræve ekstra hos forældrene med takststigningen fra 25% til 30% i forældrebetalingen. Og det er det beløb Vejle Kommune i budgettet har stillet til rådighed for madordningen.

Hvis der så eksempelvis regnes med en fuldtidsansat køkkenuddannet medarbejder til en institution med 80 børn - og det er formentlig en undervurdering af behovet for personale til madordningen - vil der til madvarer alene være godt 14 kr til et vuggestuebarn og knap 9 kr til et børnehavebarn. Det skal række til et formiddagsmåltid, et frokostmåltid og et eftermiddagsmåltid, idet et barn skal tilbydes mad 3 gange dagligt i en daginstitution.

SF mener ikke det kan lade sig gøre. Det bliver nødvendigt at finde flere midler til madordningen. Om det kan findes inden for det vedtagne budget for 2009 er tvivlsomt. Allerede nu vil SF derfor arbejde for, at der i forbindelse med budget 2010 afsættes de nødvendige midler til madordningen. Det kan jo ikke være rimeligt, at madordningen skal trække personaleressourcer fra pædagog- og pædagogmedhjælpertimer, da disse normeringer i forvejen er presset.

For god ordens skyld skal det oplyses, at den utilstrækkelige finansiering i regerings madordningsforslag ikke kun er et problem for Vejle Kommune. Fagforeningen FOA har indhentet oplysninger fra forskellige kommuner og er nået frem til, at der er 15 kr i gennemsnit pr. barn til mad i daginstitutionerne.


Fouzi Abdelrazik, SF-byrådsmedlem i Vejle

Pernille Moesby Laursen, SF-byrådsmedlem i Vejle

Niels Barkholt, SF-byrådsmedlem i Vejle





Tilbage til forsiden










Fouzi Abdelrazik


Pernille Moesby Laursen


Niels Barkholt




Debat

Alle nyere debat-indlæg
kan læses her...



Vær med til at præge
politikken i SF Vejle, ved at
sende dit debatindlæg til:
bo_vejle@hotmail.com