SF logo       Læserbrev   -   januar 2009 
   



Ret, rimelighed og retssikkerhed

De seneste mange måneder kan synes at have været én lang bedrøvelighed, når vi i den politiske verden har haft spørgsmålet om retssikkerhed og menneskerettigheder på banen. Vi har oplevet, at retssikkerheden har været ved at skride i svinget, når vi vedtager en tuneserlov, der reelt idømmer straf uden om domstolene. Vi har oplevet, at menneskerettighederne bliver sat til side, når politikere afgør skyldsspørgsmål uden om domstolene. Individets retstilstand er dermed afhængig af det herskende politiske flertal. En farlig vej for retssikkerheden.

Og så er der alligevel lyspunkter. Vi kunne fx. opleve det i sidste weekend. Den ene af os deltog i den lørdagsdemonstration, der af "Bevægelsen for et anstændigt Danmark" var kaldt sammen på Christiansborg Slotsplads og påhørte taler om domstolene, folketinget og grundloven, og som i fakkeltog vandrede til Rådhuspladsen i smuk ro og orden for at høre taler om menneskerettigheder og krig fred.

Der var angiveligt tale om et deltagertal på 7-8000 mennesker. Det er mange efter danske forhold at dømme. I skumringens og faklernes skær var det et bevægende skue. Og tankevækkende, at det faktisk var en enkelt mands værk at sætte demonstrationen på skinner - med venners hjælp.

Den anden af os deltog om søndagen i De radikales nytårsstævne på Nyborg Strand. Hovedemnet var i år "Er retsstaten truet" ? En række fagkompetente personer, bl.a. Ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen, politidirektør Hanne Bech Hansen gav gode bud på de aktuelle problemer og bekymring over udviklingen. I den afsluttende debat mellem Margrethe Vestager, Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard ville de 2 sidstnævnte desværre ikke gå seriøst ind i problematikken.

For tiden kan vi læse flere og flere artikler og kronikker i dagspressen om politikernes tvivlsomme omgang med magtfordelingslæren i Danmark. Det er den, der kommer til udtryk i Grl. § 3 om den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Domstolenes uafhængighed kan synes truet og undergravet af tørklædehysteri, uniformskrav og politisk infiltrering.

Og så oplever vi alligevel p.t. et stykke oplysningsarbejde, hvor menigmand og fx. MF'ere bliver belært om magtens tredeling, og hvad den betyder og inderbærer. Vi selv plejer at formulere det som noget i retning af, at bliver jeg vækket en tidlig morgen og spurgt om § 3, skal jeg lynhurtigt kunne svare og svare rigtigt. Det gælder også de 10 bud - men dog kun sådan til husbehov.

Sammen med andre var vore to partier med til at stå for en demokratidag i Kongernes Jelling sidste år på grundlovsdagen. Den var en succes. Det var den indholdsmæssigt og målt på deltagertallet. Den vil blive fulgt op i år - altså den 5. juni. På baggrund af bl.a. weekendens oplevelser på Slotspladsen og Rådhuspladsen samt Nyborg Strand fortsætter vi ufortrødent med at slå et slag for demokratiet, helst sammen med mange andre partier. 160 mennesker mødte op på Kongernes Jelling sidste år og deltog aktivt i debatten. Det vidner om, at der er behov for at holde debatten om grundloven i live og altid være opmærksom på, om vi lever op til den.


Dorte Rørbye, radikalt byrådsmedlem i Vejle

Palle Bruus, bestyrelsesmedlem i SF-Vejle




Tilbage til forsiden









Dorte Rørbye
Dorte Rørbye, Rad.

Palle Bruus
Palle Bruus, SF




Debat

Alle nyere debat-indlæg
kan læses her...


Madordning til institutionsbørn økonomisk nødlidende

Faldende priser hjælper Sydtrafik og kommunerne

Uacceptabel kommunal kassetænkning rammer psykisk syge borgere i Vejle

Kommentar til Økonomiudvalgets sag om personalegoder i Vejle Kommune

Fra fodslæber til frontløber

Lukning af busruter

Kommunal service i frit fald

Bestyrelsens beretning

Nogle har tørklæder på hovedet...


Vær med til at præge
politikken i SF Vejle, ved at
sende dit debatindlæg til:
bo_vejle@hotmail.com