Kan man indhegne en fodgængerovergang?

Af Lars Koch, formand for SF Vejle

For tiden ser og hører man folk, politikere og kulturprofeter komme med hver deres bud på hvad Danmark er for noget. Det er naturligvis de samme, som meget gerne vil indramme Danmark som noget unikt, og definere det i forhold til alt det der ikke er Danmark. Måske som udtryk for vanskelighederne ved at finde ud af hvad det er i sig selv. Vi hører udtryk som danskheden, den nationale egenart, det danske folk, det danske sindelag. Og så det mærkværdige ord "sammenhængskraften", om hvilket Niels Hausgaard siger: Det er sådan et dejligt ord, det kan bruges til alt muligt, for der er ingenting indeni." Det kan altså også bruges til at skubbe sig tættere sammen i gysen over alt det der er anderledes, og som han tilføjer, Hausgaard: "Det er imponerende, at en politiker, der for nylig efter turen rundt i manegen foreløbig er landet hos Venstre, kan bruge sådan et tomt ord som sit hoved­budskab".

Andre får et andet billede ud af at kigge i historien og traditionen. De siger: Der er ikke sådan noget som det danske folk. Men der er en befolkning. Et folk er en velafgrænset størrelse, kendetegnet ved fælles afstamning, sprog, geografi, kultur osv. De bliver sjældnere, folkene. De tåler dårligt globalisering, de går deres undergang og opløsning i møde, ved mødet med andre. Spanierne gjorde ende på mayaerne og aztekerne, andre nybyggere fra Europa gjorde ende på oprindelige folk i Nordamerika, Afrika, Asien og Australien, kineserne har prøvet at gøre det på tibetanerne, russerne på tjetjenere og andre kaukasere. Alle steder hvor der er oprindelige befolkninger der bliver gjort til minoriteter, kan vi tale om undergang og opløsning af et folk. Det kan i sin værste form føre til etnisk udrensning og folkedrab, i den milde og mere selskabelige form til opblanding og udjævning af de folkelige særegenheder.

Hvad har det med Danmark at gøre?
Danmark har også været gennem krige, og de krige har været lige så modbydelige som krige altid er. Krigene har gjort Danmark mindre og mindre i historiens løb, og det har fået nogle til at drage den slutning, at når alt det anderledes er skilt fra, så må vi der er tilbage, være meget ens, og så må vi med rette kunne kaldes et folk! Jo, hvis det var så let.

Men så er det at vi bliver nødt til at se på, hvad den danske befolkning skylder sin eksistens og sin berettigelse. Rent bortset fra, at den naturligvis har en eksistens og en berettigelse i og med sig selv. Men i et regionalgeografisk perspektiv.

Danmark er et krydsfelt. Danmark er en trædesten. Danmark er et stræde. Mellem Skandinavien og kontinentet, mellem Østersølandene og Verdenshavet, har Danmark siden isens afsmeltning ligget som et befærdet trafikknudepunkt. Bag bjergene kunne mayaerne og tibetanerne passe sig selv indtil eroberne kom, det har danskerne aldrig kunnet. Da klimaet var velegnet til såning og høst, blev de bønder. Da landet overvejende består af kystlinie, blev de sømænd og fiskere. Da de hele tiden blev overrendt af forbipasserende, blev de kræmmere. Erhvervsstrukturen ændrede sig, nu dominerer kræmmerne over bønderne og fiskerne. Men for kræmmere er kontakt med omverden afgørende, det er den også for den danske befolkning, og følgerne ses i vores afstamning, vores kultur, vores religion, vores sprog, vores "nationale egenart", som er en skønsom blanding af alt hvad der omgiver os. Sådan har det været siden stenalderen, sådan er det nu, og det vil være ret fantasifuldt at forestille sig, at det ikke også bliver sådan i fremtiden. Omgivelserne har gjort os til dem vi er, og vi lever af dem.

Kan man indhegne en fodgængerovergang? Det lyder absurd, men der er nogen der gerne vil.


Lars Koch
Formand for SF Vejle

Lars Koch

Debat

Alle nyere debat-indlæg
kan læses her...


Vær med til at præge
politikken i SF Vejle, ved at
sende dit debatindlæg til:
bo_vejle@hotmail.com


Tilbage til forsiden