SF logo       Debatindlæg - april 2007 
   

Politik versus fornuft

Af Lars Koch, formand for SF Vejle

Vi må se det i øjnene. Det gør de andre allerede, de der nyder det politiske spil, de der lever af at analysere på det, de der lever af at manipulere med det, og de der bare hader det af et godt hjerte.

Politik er ikke fornuft. Politik er ikke rationalitet. Politik er ikke at lære af erfaringer og gøre det bedre næste gang. Heller ikke inden for vores højt anpriste demokratiske styrefor­mer. Overenskomstforhandlinger er ikke til for at opnå retfærdighed, men for at få den svage part til at bøje sig for den stærke. Fællesmøderne i Christiania og Ungeren er ikke et spørgsmål om lighed, men om udholdenhed. Parlamentarisk flertals­styre er ikke et spørgsmål om folkets vilje, men om parlamentari­kernes magt.

Politik er styrkeprøve. Politik er kampen om magten, afgjort på magtens præmisser. Alle kneb gælder. Udryddelse af politiske modstandere som i Nordkorea og Zimbabwe, valgsvindel som i Hviderusland og Florida, løgne om grunden til at gå i krig som hos den amerikanske, den britiske og den hjemlige regering, fortielser om eget ansvar for krigshandlinger, bare der er flertal for at skjule det.

Politik er grov manipulering og vildledning af befolkningen, skamløst og gennemskueligt tyveri af modpartens mærkesager for at underminere denne, naturligvis med tab af egen troværdighed til følge, men hvad gør det, hvad gør alle løgnene og fortielserne, for vælgernes hukommelse er kort, og de stemmer alligevel ikke efter fornuft, men efter performan­ce, som om det hele var en sportsmatch. Politik er nedvurdering, hån og ringeagt af vælgerne.

Politik er altså ikke det skønneste man har. I politik indgår alle de lumpne, snu, nedrige tricks som man kender fra alle andre sider af tilværelsen. Hvor disse gerninger i det daglige liv kan føre til dom og afsoning, kan de i det politiske liv fredes ved en politisk flertalsbeslutning, hvorefter de bruges efter deres formål: til fastholdelse af den i forvejen erhvervede politiske magt. Intet under, at disse magtfulde personer, der ind imellem endda optræder som lovgivere, i svage øjeblikke kan føle sig hævet over loven. Vi har da også set rigeligt med eksempler på fejltrin, når sådanne personer i kombineret magtrus og selvover­vurdering slår al ansvarlighed fra.

Men politik kan også være det modsatte. Selv politik kan indeholde skønhedsøjeblikke...

  • Som da Gorbatjov afriggede Sov­jetunionen med to enkle greb: glasnost og perestrojka. Det førte til oligarker og mafia, opgaven var da også som at nødlande en jumbojet uden hjul og landingsbane. Men hvad var alternativet?
  • Som da Mandela trådte ud af fangenskabet, blev valgt af folket, og vandt dets tillid. Sydafrika er stadig et land med dybe sociale og etniske skel, men hvad var alternativet?
  • Som da Tjekkoslovakiet gennemførte deres fløjlsrevolution og satte deres elskede systemkritiker øverst på kransekagen. Og som da de to tysklande blev genforenet og lod muren falde. Var der overhovedet noget alternativ?
  • Et rystende alternativ så vi i Jugoslavien, der gik i opløsning, da de samlende kræfter slap deres greb. Balkan vil lide mange årtier endnu af følgerne. Kunne det være undgået? Muligvis, den nødvendige indsigt var til stede hos FN, NATO og EU, men den nødvendige vilje var ikke.

    Der er positive momenter, for hver udvidelse af EU med nye an­søgerlande, for hvert sydamerikansk land der lader sig lede af folkets repræsen­tanter i stedet for af nordamerikanske marionet­ter.

    For Danmark er de positive momenter, at et pendul ikke kan svinge ud til den ene side hele tiden. På et tidspunkt må fornuften genindfinde sig.


    Lars Koch
    Formand for SF Vejle







    Lars Koch
    Lars Koch





    Debat

    Alle nyere debat-indlæg
    kan læses her...



    Vær med til at præge
    politikken i SF Vejle, ved at
    sende dit debatindlæg til:
    bo_vejle@hotmail.com






    Tilbage til forsiden